Det Syge Hus

Politikere

”folkets stemme” lytter ikke.

Jeg har fået fortalt at politikere er ”folkets stemme”! Jeg kan så konstatere at ”folkets stemme” i det sidste årti ikke har lyttet til folket. Jeg har i perioden 2013-19 skrevet til 2 regionsrådsformænd (kan læses i hospital/region hovedstaden) 4 sundhedsministre, adskillige sundhedsordførere samt vores statsminister Mette Frederiksen. Kommunikationen kan læses senere i dette afsnit.

Politikere er ”tonedøve” over for klager i sundhedsvæsenet.

I 2013 havde jeg ikke set min afdøde kones patientjournaler (gjorde jeg først i 2016) Mine henvendelser til div. Politikere handlede i starten udelukkende om at vi havde oplevet så dårlig behandling før, under og efter at min kone Hanne fik konstateret kræft i lungerne med spredning til lymfe og lever at jeg var overbevist om at den behandling vi fik, var langt under lavmålet. I patienternes klagesystemer blev min klage syltet i årevis. Hanne døde i 2013 af en ubehandlet kræft i leveren, som vi ellers havde søgt om kemoterapi behandling imod. STPS traf den endelige afgørelse 6 år efter Hanne var død i 2019. STPS afgjorde at de eneste fejl, som Nordsjællands hospital havde begået var at:

  1. Der ikke var skrevet en patientjournal den 17. september 2012. (På den dato har jeg en ”udskrivelsessamtale” som var skrevet før vi ankom til hospitalet og kan læses i kap. ”Styrelsen for patientsikkerhed”)
  2. Samt journalføringen fra den 30. januar til den 15. maj 2013 hvor vi blev udskrevet til ”aflastning”
    (At STPS er bekendt med at vores kemoterapi læge har opfundet en udokumenteret usand mødejournal hvori vi ”frasiger os alt fremtidig behandling” som ingen kan/vil fortælle os hvor eller hvornår er sket, ignoreres af STPS. (Kan læses i kap. ”en læges ord”)

Lægefejl skjules ved hjælp af falske patientjournaler

Jeg har aldrig lagt skjul på at hvis min klage kun havde handlet om det kaotiske forløb vi oplevede som følge af politikernes nedlæggelser af hospitaler i Region hovedstaden, førend ”supersygehuset” var færdigt, så kunne hospitalet/politikere have sendt en undskyldning og jeg havde stoppet med at kontakte politikere for mange år siden. I dag er jeg bevidst om at min sag er forældet, men vigtig fordi godt nok kan de involverede i min sag ikke straffes, men kommer der ikke åbenhed om problemerne, så ændres systemet ikke.

Et ærligt sundhedsvæsen kræver politisk handling fordi:

Ingen kan svare mig på hvordan vi atter får patientjournaler med indhold som vi kan stole på.

Ingen kan svare mig på hvor mange ”lægesaglige redegørelser” juristerne i patienterstatningen har dikteret og fået lægesagkyndige til at skrive under på. (Patienterstatningen har vores politikere privatiseret for mange år siden. Kan læses i kap. Styrelse patienterstatning.)

Ingen kan/vil svare mig på, hvor mange sager og i hvor mange år, Nordsjællands hospitalsdirektørs ægtemand, Mikael Rørth som lægesagkyndig i Ankenævnet har afgjort endelige afgørelser til Nordsjællands hospitals fordel.

Ingen kan/vil fortælle mig om lægerne ud i fremtiden (når deres ”corona ret” til at prioritere imellem patienter udløber) kan fortsætte med at lave udokumenterede ”mødejournaler” hvori patienter og pårørende ”frasiger sig alt behandling” uden tilstedeværelse og uden underskrifter på lægens udsagn.

Det eneste jeg ved er:
at STPS manglende reaktion på at 2 sygeplejersker fra Nordsjællands hospital har fremstillet, samt opdigtet usande oplysninger i Hannes patientjournaler, på et tidspunkt i nær fremtid, kan skrive Danmarks historie. Det er åbenlyst for enhver (undtagen STPS) at 2 sygeplejersker, ikke på samme dato, efter samme operation, på 2 forskellige afdelinger, kan modtage den samme patient (kan ses og læses i kap. ”0 fejl”)

De skriver Danmarks historie, fordi godt nok begik jeg en overtrædelse af straffeloven ved at lægge de 2 før omtalte patientjournaler uden følgeskrivelse i deres postkasse, (ud fra en naiv betragtning om at de ville benytte hospitalets whistleblower ordning) men jeg er blevet/bliver straffet for at have leveret sygeplejerskernes åbenlyst opdigtede patientjournaler på deres adresse.

Jeg begik min forbrydelse i sommeren 2019 fordi STPS havde benyttet den usande ”dag til dag” journal til at tilbagevise min påstand om at lungetømning foregik på en uforsvarlig måde (Kan læses i kap. ”kursus i lungetømning) STPS ignorerede totalt at der fandtes 2 ”dag til dag” journaler på samme datoer, men med forskelligt indhold. Politiet afviste min henvendelse med ”forældelse”.

En dommer kommer formentlig i 2021 til at stadfæste min bøde på kr. 8.000,- imens han sidder med beviserne på sygeplejerskernes opdigtede ”dag til dag” i hånden.

4 Sundhedsministre. 4 forskellige reaktioner.

I 2013 skrev jeg til daværende sundhedsminister Astrid Kragh. (SF.) Hun kvitterede for modtagelsen, men svarede aldrig. På det tidspunkt bar min skrivelse tydeligt præg af at vi følte os dårligt behandlet og svigtet.

I 2014 skrev jeg til daværende sundhedsminister Nick Hækkerup (S) samt DF formand Thuesen Dahl. På det tidspunkt havde jeg ikke fået aktindsigt i patientjournaler og styrelserne for patientsikkerhed og patienterstatningen. Jeg vidste på det tidspunkt ikke at Region Sjælland i flere år, med gode resultater, havde benyttet lægemidlet Iressa imod kræft i leveren, men kun til regionens borgere! I Region Hovedstaden har man begrundet hospitalets afslag på at benytte lægemidlet Iressa, med at det ikke måtte benyttes førend 2014 (hvilket er usandt, og kan læses i kap. Hospital.) Nick Hækkerup svarede meget arrogant at der var ”frit sygehusvalg. Vi kunne have valgt et andet hospital”. Om det var uvidenhed fra sundhedsministeren eller hans embedsmænd, skal jeg ikke kunne sige. Jeg ved blot at med en Hovedstads Region som var sparet i bund (politikere havde i 15 år sparet 2% på sygehusdrift) og Overbelægning alle vegne, så var ”frit sygehusvalg” ikke så enkelt, for ikke at sige umuligt i virkeligheden. Når man er bekendt med at Region hovedstaden ikke engang havde fået halvdelen af de penge som tidligere regering havde stillet regionen i udsigt, så er Nick Hækkerups udsagn om at det er Region Hovedstaden, som alene har ansvaret for driften af sundhedsvæsenet, en nem måde at slippe af med ”aben” på.

I 2016 er jeg ret overbevist om at jeg skrev til daværende sundhedsminister Sophie Løhde. Desværre er der noget korrespondance som er gået tabt, men hendes svar var egentligt også ret kort og let at huske: ”jeg involverer mig ikke i enkeltsager”. Hvor mange ”enkeltsager” der skulle til førend det blev til en sag, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg ved blot at venstres ”udflytning af offentlige arbejdspladser” resulterede i at vi var mange som fik forlænget vores behandlingstid.

I 2017 skrev jeg til daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby samt adskillige sundhedsministre idet jeg på det tidspunkt havde gennemgået en hel del materiale i aktindsigt fra Nordsjællands hospital, STPS samt patienterstatningen. På det tidspunkt (mere end 4 år efter Hannes død) havde jeg erfaret at der langt fra var overensstemmelse imellem patientjournaler og mine dagbogs optegnelser.

Jeg havde helt styr på hvornår vi havde været til konsultation, samt hvornår vores konsultation var aflyst, samt indholdet af vores konsultationer. Jeg gjorde sundhedsminister Ellen Trane Nørby (samt adskillige sundhedsordførere) opmærksom på det problematiske i at der eksisterede ”mødejournaler” hvor

  1. Patient og pårørende frasagde sig alt fremtidigt behandling, uden at patient og pårørende havde været til stede, eller på anden måde bekræftet den alvorlige påstand.
  2. At vi kunne dokumentere at indholdet af patientjournalen ikke stemmer overens med sandheden. Kemoterapi lægen har bevisligt fået udleveret et behandlingstilbud med lægemidlet Iressa imod kræft i leveren fra Pfizer, som lægen har valgt ikke at notere i patientjournalen.

Der var ingen sundhedsministre som reagerede på mine henvendelser. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby besvarede min henvendelse, ved at gøre mig opmærksom på de klagemuligheder som jeg allerede havde benyttet. Ellen fortalte samtidigt at patienterstatningens lægesagkyndige ikke var inhabil.

Jeg er ikke læge! Min uddannelse på Helsingør skibsværft indeholdt ikke kursus i lægesprog (hvilket jeg senere fået hjælp til) Når jeg ser tilbage på mine skriv kan jeg godt se at jeg også har begået fejl i processen. Jeg havde beskyldt patienterstatningens lægesagkyndige for at være inhabil. Jeg havde erfaret at den lægesagkyndige havde benyttet en anden mands firmanavn, hvilket jeg fandt underligt.

Jeg tog fejl! Ved aktindsigt har jeg erfaret at det var juristerne i patienterstatningen som havde dikteret indholdet af den lægesagkyndiges redegørelse. Den lægesagkyndige skulle blot skrive juristernes skrivelse over på ”hans eget brevpapir” og derved indkassere kr. 4.000,- moms og skattefrit.

Inhabil lægesagkyndig.
Jeg har på intet tidspunkt lagt skjul på at de fleste af de redegørelser jeg har læst, ikke har været objektive, og derfor haft ”paraderne oppe”. Da min mangeårige advokat valgte at sige stop, var situationen at ingen af de sagkyndige havde involveret mit bevismateriale i deres redegørelser. Alle har læst min mail fra Pfizer med behandlingsmuligheden med lægemidlet Iressa. Ingen har noteret det i deres redegørelser! Dengang min dyre advokat erfarede at det var Nordsjællands hospitalsdirektørs ægtemand der som lægesagkyndig i ankebnævnet havde afgjort min sag, stoppede han.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby samt regionsrådsformand Sophie H. Andersen er bekendt med at Nordsjællands hospitalsdirektørs ægtemand Mikael Rørth, som lægesagkyndig i Ankenævnet kan have afgjort masser af sager til Nordsjællands hospitals fordel.

Regionsrådsformanden henviser til sundhedsministeriet.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby vendte aldrig tilbage, på min henvendelse.

Ombudsmanden henviser til at patienterstatningen er privatiseret, og dermed uden for hans kompetencer.

I 2019 rettede jeg henvendelse til Statsminister Mette Frederiksen.
Jeg stillede 2 spørgsmål.

  1. Er det Socialdemokratisk politik at forespørgsel på lægemidlet Iressa imod kræft i leveren, udløser behandling i Region Sjælland, hvorimod i Region Hovedstaden udløser samme henvendelse blot en terminalerklæring uden videre behandling.
  2. ”Mødejournaler” hvori patienter og pårørende ”frasiger sig alt behandling”, uden at være tilstede

Statsminister Mette Frederiksens sundheds og ældre ministerium har svaret: ”det er Regionerne som suverænt bestemmer hvilke behandlingstilbud deres borgere skal have, samt at man ville råde mig til at klage til det nyoprettede klagenævn under STPS ved navn STPK”.

Det vil jeg så ikke gøre, men derfor stiller jeg nu alligevel spørgsmålet??:

Er det blevet lettere, mere gennemskueligt og mere uvildigt i STPK?

Min erfaring fortæller mig at det tror jeg næppe!

Søg, og du skal finde

(Matthæus kap. 7)

Jeg søgte sandheden, men erfarede at alle andre helst var sandheden foruden!!

Kim Kjellerup

Bilag

Indholdsfortegnelse