Åbent svar til sundhedsministeren, regionsrådsformand samtlige partiers sundhedsordførere

Brevet er sendt den 15. juni 2017 pr. mail til:

Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (Venstre)

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (Socialdemokratiet)

Kirsten Normann Andersen – Socialistisk Folkeparti

Liselott Blixt – Dansk Folkeparti

Jane Heitmann – Venstre

May-Britt Kattrup – Liberal Alliance

Brigitte Klintskov Jerkel (stedfortræder for Brian Mikkelsen) – Konservative

Flemming Møller Mortensen – Socialdemokratiet

Lotte Rod – Radikale

Pernille Schnoor – Alternativet

Peder Hvelplund – Enhedslisten

Til sundhedsministeren, regionsrådsformand samtlige partiers sundhedsordførere, som varetager patientsikkerhed inden for sundhedsområdet

I fik en henvendelse fra mig den 19. marts 2017, som var et åbent brev til Sundhedsminister, regionsrådsformand samt alle partiers sundhedsordførere. Brevet postede jeg også på min hjemmeside www.detsygehus.dk og kan læses her, hvis I skulle have brug for at få det genopfrisket.

Jeg modtog den 9. juni svar fra Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby. Som dog ikke svarede mig direkte men havde bedt en ‘Trine Berner Madsen’ om at svare for sig.

Svaret lyder således:

Kære Kim Kjellerup 

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har bedt mig takke for samt besvare din henvendelse af 19. marts 2017 vedrørende din kones sygdomsforløb og efterfølgende klage til Styrelsen for Patientsikkerhed samt anmeldelse til Patienterstatningen. 

Jeg vil gerne begynde med at slå fast, at det altid er beklageligt, når patienter og pårørende har oplevet, at en sundhedsydelse ikke er tilstrækkeligt god eller i øvrigt er utilfreds med et forløb inden for sundhedsvæsenet. 

Du oplyser i din henvendelse, at Patientombuddet fandt, at lægens arbejde var under normal lægelig standard, men at dette ikke fik konsekvenser for lægen grundet forældelse. 

På baggrund af det oplyste lægger ministeriet til grund, at du har klaget til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, som sekretariatsbetjenes af Styrelsen for Patientsikkerhed, over den pågældende læges sundhedsfaglige virksomhed. 

Det følger af § 4, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven), at sådanne klager skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Klagen skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. 

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at indførelsen af forældelsesfristen var begrundet dels i efterforskningsmæssige forhold, idet sager, der ligger flere år tilbage, vanskeligt lader sig oplyse, dels i ressourcemæssige forhold. 
Du oplyser endvidere i din henvendelse, at din advokat har skrevet til Patienterstatningen og gjort dem bekendt med, at deres afgørelse bygger på urimelige oplysninger i journalerne. Ministeriet kan i den forbindelse oplyse, at man har mulighed for at anke Patienterstatningens afgørelse til Ankenævnet for Patienterstatningen inden 3 måneder efter, at man har fået meddelelse om afgørelsen. 

I din henvendelse spørger du, hvorvidt begrebet ”inhabil” ikke er eksisterende i Patienterstatningen, idet de ved vurderingen af din sag har anvendt en lægekonsulent, som er ansat i samme region, men ved et andet sygehus end den behandlende læge. 

Ministeriet kan hertil oplyse, at forvaltningslovens regler om inhabilitet finder anvendelse på Patienterstatningens virksomhed. Det forhold, at den lægekonsulent Patienterstatningen har anvendt er ansat i samme region, som den behandlende læge, bevirker ikke automatisk, at den pågældende er inhabil. Dette vil bero på en konkret vurdering, hvor der bl.a. skal tages højde for, om vedkommende har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. 
Du kan læse mere om de kriterier, der bliver lagt vægt på ved vurderingen af, om lægekonsulenter i Patienterstatningen er inhabile på Patienterstatningens hjemmeside via følgende link: http://pebl.dk/Patientskader/Love-og-regler/Regler- om-inhabilitet 

Med venlig hilsen 
Trine Berner Madsen 

Jeg sendte mit åbne brev af 19. marts 2017 til både sundhedsminister, sundhedsordførere og regionsrådsformand. Derfor synes jeg også, at alle skal kende svaret fra sundhedsministeren. Mit problem er bare, at jeg ikke forstår svaret. Så jeg håber, at I ordførere og regionsrådsformand, med ansvar for området og som ‘talsmænd’ for jeres sundhedsminister, kan oversætte det for mig i et sprog for ‘mening mand’. Et sprog jeg forstår.

Jeg undrer mig for eksempel over, at sagen om ‘forældelse’ stadig afvises med henvisning til Patienterstatningens regler. For disse regler giver ingen mening. Jeg skrev i et tidligere indlæg på det syge hus (kan læses her) om det at være pårørende i et så gruopvækkende forløb, som jeg har været i med min kone på Hillerød Hospital. Der skrev jeg om denne afgørelse om forældelse, og i min anke over Patientombuddets afgørelse skrev jeg følgende:

Til Patienterstatningen:

Der argumenteres i afgørelsen for, at klagen burde været indgivet senest 3 år efter at erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden.

Mine spørgsmål er så:

  1. Hvem vil overhovedet begynde at tænke i erstatning, før patienten er død?
  2. Hvem vil med sine fulde fem begynde at lægge sag an mod sit lægecenter under selve sygdomsforløbet, når man har lagt sin tillid i deres hænder og er dybt afhængig som både patient og pårørende i en tro på og et håb om at opnå en så værdig en afslutning som muligt?
  3. Hvordan forventer Patienterstatningen at noget menneske kan have overskud/kræfter til at søge erstatning, når man som pårørende har skullet slås med:
  • Kommune om at få tildelt førtidspension i stedet for sygedagpenge (hvor Hanne i 6 mdr fik tildelt 366 kr om ugen
  • At få en terminalerklæring efter gentagne anmodninger, men blev afvist gentagne gange
  • Et forløb på Hillerød Hospital med rystende inkompetente læger og fysiske rammer i totalt kaos (min advokat har kørt sag mod Hillerød Hospital, og sagen ligger i skrivende stund i Patientklagenævnet på 2. år

Hvis forældelsesfristen er på 2 år, og Hillerød Hospital først udleverer de sidste relevante akter fire år efter, at min advokat har søgt og fået aktindsigt, så må man vist sige, at ALLE læger har fået en helgardering imod “ubehagelige sager”!!

Hvor ville det klæde jer politikere, at I ikke bare ‘vasker hænder’ og afviser ALT med henvisning til eksisterende love og regler, og i stedet vil forholde jer til rimeligheden af disse love og regler. Hvad er jeres holdning til det, som foregår? Eller I er måske hævede over at holdninger til jeres ansvarsområde, ligesom visse læger har det privilegium at være hævede over loven?

Og nu vi er ved rimelighed kontra urimelighed. Vil nogen forklare mig, hvad en ‘urimelig’ journal er? Betyder det, at I synes det er urimeligt, det som foregår? Og hvis I gør, hvad vil I så gøre ved det? Jeg har på intet tidspunkt skrevet om ‘urimelige’ journaler, men derimod om forkerte oplysninger og uoverensstemmelser/fejl i journaler. Jeg ved ikke hvad disse uoverensstemmelser og fejlagtige oplysninger skyldes. Det er det jeg forsøger at komme til bunds i. For hvorfor bruge timer på journalføring (som alligevel redigeres om efter forholdene), når hverken patienter eller styrelser kan bruge dem som bevismateriale (styrelsen for patientsikkerhed har her 3 år efter stadig ikke truffet en afgørelse).

Det undrer mig, at sundhedsministeren ikke vil forholde sig til dette forhold. I stedet henvises igen til forskellige regler, love, paragraffer og klagegange. Jeg HAR prøvet klagegangene, og bliver kastet rundt i en labyrint uden at komme nogen vegne.

Fordi ingen vil forholde sig til INDHOLDET af min klage.

Det jeg beder jer forholde jer til er følgende:

  1. Kan et hospital nægte at udlevere en leverbiopsin, fordi svaret/resultatet skulle bruges af et medicinfirma (Pfitzer), som havde mulighed for at give kemo målrettet specifik mod cancer type?
  2. Kan et hospital blokere for, at en patient søger alternativ levetidsforlængelse og så bagefter bare skrive i journal, at vi har fået et “tilbud om ny kemo”, hvilket vi beviseligt aldrig har fået?
  3. Kan et hospital som får tilknyttet en lunge + lever cancer patient vælge kun at behandle lungecancer og tildele terminalerklæring, for så at undlade at give dyr kemo imod leverancer? (vi fik ikke engang lov at vælge – Hanne døde af ubehandlet leverancer)

Er det ok i jeres verden? Synes I dét er rimeligt?

Med venlig hilsen

Kim Kjellerup