Åbent brev til regionsrådsformand, sundhedsminister og sundhedsordførere

Brevet er sendt den 19. marts 2017 pr. mail til:

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (Socialdemokratiet)

Fungerende Sundhedsminister Karen Ellemann (Venstre)

Kirsten Normann Andersen – Socialistisk Folkeparti

Liselott Blixt – Dansk Folkeparti

Jane Heitmann – Venstre

May-Britt Kattrup – Liberal Alliance

Brigitte Klintskov Jerkel (stedfortræder for Brian Mikkelsen) – Konservative

Flemming Møller Mortensen – Socialdemokratiet

Lotte Rod – Radikale

Pernille Schnoor – Alternativet

Peder Hvelplund – Enhedslisten

Til regionsrådsformand, sundhedsminister samt sundhedsordførere som varetager patientsikkerhed samt retssikkerhed inden for sundhedsområdet.

Hvornår åbner I jeres øjne? 

Hvornår begynder I at lytte til vores – patienternes og de pårørendes – vidnesbyrd om

forråelse i vores sundhedssystem og uligheden i vores retssystem? 

Hvornår HANDLER I? 

I 2012-2013 hvor jeg hver eneste dag kæmpede med de udfordringer, som ”verdens bedste sundhedsvæsen” medførte, skrev jeg dagbog i kort form, fordi jeg blev bombarderet med modsatrettede budskaber og derfor var nødt til at skrive ned for at bevare overblikket, og min forstand. Når jeg i 2016 læser mine notater, oplever/ genoplever jeg de dage, på samme måde som soldater der vender hjem fra krig med posttraumatisk stress.

Skal jeg fortælle vores historie kort (hele historien kan læses på www.detsygehus.dk ) som vi oplevede i 2012-2013, så startede vores lidelser med en yngre læge, som regnede ud, at hun tjente flere penge ved at udskrive nyttesløse recepter ud, frem for at erkende at hun gættede (og gættede katastrofalt forkert) indtil min kone Hannes sygdom var blevet uhelbredelig. Patientombuddet har så godt nok bedømt lægens arbejde til at være ”under normal lægelig standard” – men uden konsekvenser for lægen på grund af at klagesystemet selv fastlægger en dato for forældelse, som, meget belejligligt for lægerne, kun falder ud til lægernes egen fordel.

Via Bispebjerg hospital erfarede vi, at Hanne havde cancer i både lunger og lever, samt at behandling tilhørte/foregik på Hillerød. Når smertefuld leverbiopcin var foretaget, så ville Hillerød tage over.

På Hillerød hospital ville overlæge Fahime Andersen ikke forholde sig til, at Hanne havde fået foretaget en leverbiopsin, fordi Hillerøds ”mirakel kemo” hed vinorelbine (som viste sig ikke at virke imod levercancer).

I slutningen af 2012 fik vi fra Pfizer tilbud om at bruge piller specifikt målrettet imod den type cancer, som Hanne havde, hvilket krævede at Fahime Andersen ville oplyse os om resultatet af Hannes leverbiopsin. Hun gav os aldrig svaret og jeg kender stadig ikke svaret den dag i dag.

I 2013 brød Hannes ubehandlede levercancer så ud. Hanne og jeg gjorde flere gange opmærksom på, at noget var helt galt med maven (læs: leveren) men selv om Hillerød lå inde med scanningsbilleder samt blodprøver, som i hendes ”kemo pause” fortalte alt om, at levercancer arbejdede, så foretog Hillerød sig intet, førend det var for sent, og selv der måtte vi forgæves gå fastende til en livsvigtig operation, som gang på gang blev udskudt på grund af manglende læger/operationsstuer. Efter 4-5 uger valgte Hanne at ”selvmedicinere sig” til døde, fordi hun fik udført en operation, som gjorde ondt værre.

I 2016 kunne jeg læse at:

  1. I følge journalen skulle have Fahime Andersen havde ”tilbudt”, en for os ukendt kemo, hvis Hanne ville gå med til at få foretaget en ny smertefuld leverbiopsin (“tilbuddet” blev nævnt samme dag som vi fremlagde henvendelse fra Pfizer, hvilket ikke fremgår af journalen). I journalen er ikke ét ord nævnt om forespørgsel på tidligere leverbiopcin foretaget på Bispebjerg. I følge den (‘redigerede’) journal skulle vi have afvist yderligere tiltag imod levercancer.
  1. I følge journalen skulle Hanne, mig selv samt Hannes søn (som aldrig har deltaget i konsultationer) have frabedt os yderligere behandlinger/tiltag imod levercancer (står i et mødenotat hvor vi bevisligt ikke fysisk havde mulighed for at være til stede).

Og under indlæggelsen på Hillerød erfarede vi at:

  1. Hillerød vælger at foretage en problemfyldt operation med indlæggelse af en plastik slange for dels at omgå generne ved en forstørret lever, dels at få genoprettet kropsfunktioner (åbne for galdeblære som den forstørrede lever spærrede for), og for at få mulighed for at behandle lever med kemo, som åbenlyst ikke virkede imod levercancer.
  1. Hannes alt for sene operation ikke kom til at virke efter hensigten. Den forstørrede lever spærrede for galdevej, og operationen bevirkede, at Hannes dødskamp blev forlænget, ind til hun selv valgte ”selvmedicinering” (læs: selvmord)

Punkt 3+4 giver ingen mening overhovedet, når vi ifølge punkt 1+2 skulle have frabedt os mere behandling med ny kemo (hvilket vi ikke have frabedt os, men derimod flere gange efterspurgt).

Derfor ved jeg, at Hillerøds journaler ikke stemmer overens med virkeligheden.

For over 2 år siden blev min klage sendt til det, nu nedlagte Patientombuddet, som vedbliver med at udsætte min sag 3 mdr. af gangen.

  • Jeg har skrevet til Vibeke Storm Rasmussen, som fik hospitalsdirektør Bente O. Rørth til at få de to ansvarlige læger til at lave en redegørelse, hvori de skulle undersøge sig selv og, sjovt nok, først frikendte sig selv – og efterfølgende fik travlt med at rette/ redigere og ændre i Hannes journaler.
  • Jeg har skrevet til daværende sundhedsminister Astrid Kragh, som aldrig svarede på min henvendelse.
  • Jeg har efterfølgende skrevet til daværende sundhedsminister Nick Hækkerup, som mente, at jeg jo bare kunne have benyttet ”frit sygehusvalg”, samt Kristian Thulesen Dahl, som ville få sin ”sundhedsordfører til at følge sagen” (der skete intet, så det blev blot tomme ord).
  • Jeg har haft artikler i Helsingør Dagblad i forbindelse med klage til patientombuddet (1. marts 2014) og i forbindelse med journalsvindel på Hillerød Hospital (14. januar 2017)
  • Jeg har senest skrevet til vores nuværende regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, som henviser til Patientombuddet, hvilket er nedlagt.

Min advokat har skrevet til patienterstatningen og gjort dem bekendt med, at deres afgørelse (som siger at alt er gået som det skulle, og at vi selv har afvist yderligere behandling) bygger på urigtige oplysninger i journalerne. Alligevel fastholder Patienterstatningen deres afvisning, men nu begrundet med at Hanne ”ikke fik tilført yderligere skader og sygdom under sit ophold på Hillerød”. Det har vi heller aldrig hævdet. Vi har gjort opmærksom på katastrofale svigt af et døende menneske samt det forhold, at Hillerød svindler med deres journaler.

Jeg undrer mig meget over, at patienterstatningen vælger at benytte overlæge Claus Kamby med speciale i cancer fra Rigshospitalet/Herlev, som hører under Region Hovedstaden, til at undersøge overlæge Fahime Andersen med speciale i cancer fra Hillerød hospital, som også tilhører region hovedstaden, og som dertil ikke lægger skjul på, at de samarbejder inden for regionen.  Er begrebet inhabil ikke eksisterende i Patienterstatningen??

Den 20. februar 2017 indgav jeg en politianmeldelse til Nordsjællands politi, men på grund af ”manglende ledige hænder”, er sagen ikke kommet videre.

Så nu er jeg startet forfra med at skrive til politikere. Fordi:

Det er JERES ansvar, at vi har patient og retssikkerhed i Danmark. Skulle dette IKKE være tilfældet, så ser jeg ingen grund til at holde liv i ”styrelsen for patientsikkerhed” eller ”patienterstatningen”. For så ville det være mere rimeligt at melde ud til offentligheden, at når der skal spares penge i sundhedssektoren, så er patientsikkerhed, retssikkerhed eller retfærdighed ikke for de sårbare, de udsatte – nemlig patienterne! Men derimod den stærkes ret (læs: læger).

 

Mvh Kim Kjellerup.

 

 

At være pårørende…


Det er nok de færreste som ønsker at blive “pårørende til en uhelbredelig syg kræftpatient”. For mig var det heller ikke et valg! Det var en konstatering! Fordi selvfølgelig ville jeg gøre ALT for min kone Hanne.

At være pårørende og kastebold imellem ’beregnende’ instanser
Man kan få den fornemmelse som pårørende, at klagesystemet nærmest gør alt, hvad der står i deres magt for at undgå det, som man ellers som pårørende har en klar opfattelse af, at de er til for. Frister og ’forældelsesdatoer’ fastsættes tilsyneladende efter forgodtbefindende. Man får en fornemmelse af, at der arbejdes efter en slags bevidst obstruktion af den pårørendes vej gennem klagesystemets instanser, som man nærmest skal have en PDH i forvaltningsret for at have en jordisk chance for at kunne gennemskue.

Eksempel:

Patientombuddet fortalte mig, at den klage som jeg havde sendt over lægen, og som jeg fremsendte efter at have fået afgørelsen fra Patientklagenævnet, var forældet, fordi klagen skulle være fremsendt samtidigt med at jeg gik til Patientklagenævnet. ’Forklaring’ var, at “næser” forældes, hvis de ikke er påberåbt inden for 2 år, hvorimod erstatninger forældes efter 3 år fra at patienterstatningen vurderer at man burde have reageret. Hvis du, som jeg, har svært ved at forstå meningen med dén argumentation, så ved du hvordan jeg har det.

Er det mennesker med indlevelsesevne som skriver den slags skrivelser – til pårørende, der befinder sig i deres livs mareridt? Det er svært at tro på.

I min anke over denne afgørelse, skrev jeg følgende:

At være pårørende med rollen som eneste faste holdepunkt og bindeled
MIT livs “stormvejr” startede i sommeren 2012 hvor en læge på Bispebjerg hospital, helt koldt og uden nogen form for empatisk indlevelse (åbenbart ikke et krav for få en lægeeksamen), fortalte os, at Hanne havde kræft i begge lunger med spredning til lever og lymfer. Vi fik at vide, at når Hanne havde fået foretaget leverbiopcin, så foregik den videre kommunikation og behandling på Hillerød sygehus. Der faldt ikke ét ord om “frit sygehusvalg”.
Den dag havde jeg en meget stærk, instinktiv fornemmelse af, at jeg som nærmeste pårørende ville blive den person, som kom til at holde min kone i hånden, til hun døde. Dette viste sig på den tragiske vis at holde stik. Fordi:

• Der var ingen lægefaglig sammenhæng i forløbet
• Der var ingen medbestemmelse for patient og pårørende
• De fagpersoner, der skulle sikre tryghed og forudsigelighed i behandlingsforløbet, var ikke tilstedeværende

Jeg var derfor det eneste faste holdepunkt for min kone, da ALT rundt om os sejlede.

At være pårørende og erfare at tillid skulle blive ’en saga blot’
Jeg forventede faktisk (havde stadig på det tidspunkt overordnet tillid til vores sundhedsvæsen), at når vi nu var tilknyttet Hillerød hospital, at de så også ville gøre, hvad der overhovedet stod i deres magt for at hjælpe Hanne. Det har jeg så erfaret, at det gjorde Hillerød ikke. De konkrete fakta og detaljer fra den historie kan du få uddybet ved at læse dagbog sammenholdt med Hillerøds journaler. I dette indlæg er mit fokus på, hvad jeg gennemlevede som pårørende, de menneskelige aspekter og det at miste sin grundtillid til de mennesker, vi troede ville passe på os og holde hånden under os i hele forløbet. De aspekter er også en vigtig del af historien og kan ikke på samme måde læses ud af dagbogen og journalerne. Det er følelser og erfaringer, som jeg er sikker på at have til fælles med andre pårørende i det danske sundhedsvæsen.

“Tillid er ‘livets lim’. Det er den mest essentielle ingrediens i effektiv kommunikation. Det er det fundamentale princip, der binder alle relationer sammen.” (Citat: Stephen R. Covey)

Eksempel 1:
Den 3. maj 2013 meddeler en læge mig og Hanne, at fordi Hannes leveroperation var mislykket, så fik vi enestue, for at vi i Hannes sidste tid kunne være sammen. Den 9.maj 2013 meddeler vagthavende sygeplejerske mig, at på grund af overbelægning samt at hun syntes at Hanne havde fået det en lille smule bedre, så skulle jeg sove på gangen. Hanne måtte via sin telefon ringe til mig, når hun skulle på wc (personalet kom ikke).

Den 12.maj 2013 ville ledende afdelingssygeplejerske have mig smidt ud, fordi jeg tilsyneladende kom til at overvære et utilsigtet dødsfald. Alle mine protester om svigtende sygepleje og grove forsømmelser fra personalet (wc-besøg samt manglende skift af tømte dropposer) blev tilbagevist med den meddelelse, at den diskussion måtte jeg selv tage med personalet.

Jeg kunne åbenbart godt bruges som ’praktisk gris’, indtil forholdende blev så kaotiske, at Hillerød sygehus gjorde alt for ikke at få ’hovedvidner’ til uhyrlighederne. Derfor blev budskabet om, at ’Hanne og jeg skulle have mere tid sammen’, til ekstremt tomme og fattige ord. Ord der ingen forskel gjorde. For den tid sammen, den fik vi ikke.

Eksempel 2:
1. Bispebjerg ville kende cancer type, så Hanne fik foretaget en smertefuld leverbiopsin (meget lang kanyle direkte ind i leveren) for at nappe et stykke af det syge væv.
2. Hillerøds Fahime Andersen ville ikke afvente eller bruge Bispebjergs lever biopsin.
3. Hillerøds Fahime Andersen blokerede for Pfitzers tilbud om målrettet kemo med beskeden ‘sjov mail’.
4. Hillerøds Fahime Andersen har på et tidspunkt (hvornår vides ikke, men formentlig efter Hannes død) tilføjet, at vi er blevet tilbudt og selv har afvist ny leverbiopsin og kemoskift.

I dag ved jeg stadig ikke hvad Hannes biopsin viste. Jeg ved at den aldrig er blevet brugt til noget, samt at jeg havde meget ondt i den hånd, som holdt Hanne i hånden, da hun fik foretaget sin lever biopsin.

I en situation hvor man netop skulle være holdt i hånden af et hospital i form af lægefagligt overblik og omsorg i et så smertefuldt indgreb (det var ikke bare et ’stik i armen’), fik man en foruroligende fornemmelse af, at det i stedet var den ene hånd, der ikke vidste hvad den anden lavede. I hvis hænder kan man trygt lægge sin tillid, når 2 hospitaler, inden for samme sundhedsvæsen, kan være så uenige??

Eksempel 3:
I 2013 var Hillerød nået til den konklusion, at de ikke kunne gøre mere for Hanne. Onkologisk var konstant underbemandet. ”Alarmklokken” til patienterne kunne man bruge som ’kedsomhedsprojekt’. Det kunne tage halve timer inden personalet kom og var fysisk til stede. Hillerød foreslog ’aflastning’ på Louiselund frem for at blive på afdelingen. Hillerød ”glemte” i den forbindelse at fortælle, at Hannes mislykkede operation havde resulteret i, at galde (affaldsstoffer fra kroppen) kun langsomt passerede Hannes kræftforstørrede lever. Kort tid efter at Hanne var blevet indlogeret på Louiselund fik affaldsstofferne Hannes fødder til at hæve så voldsomt, at vi var bange for at huden skulle sprænge. På cirka en uge var Hannes fødder og ben så hævede, at hun ikke kunne bevæge sig. Når Hanne var ”faldet ned” i sengen (hun sov siddende på grund af væske i lungerne fra lungecancer), så måtte 4 personaler fra afdelingen tage fat i hvert sit hjørne af et speciallagen og med mig i hovedgærdet, trække Hanne på plads.

Jeg kan ikke bevise at Hillerød havde forudset Hannes situation og erkendt, at de ikke havde personale til at magte opgaven. Men med alle de løgnehistorier som er blevet skrevet ind i Hannes journaler efterfølgende, sammensat med at Hillerød på daværende tidspunkt ikke foreslog Hospice, så har jeg Hillerød MEGET kraftigt mistænkt for at deres ’aflastning’ var en kærkommen nødløsning i en situation, der var kommet helt ud af kontrol.

At være pårørende og blive ignoreret, svigtet og modarbejdet som borger i ’velfærds Danmark’
Som borger, der altid har betalt skat til bl.a. vores højt besungne ’verdens bedste sundhedsvæsen’, forventede jeg, i fuld tillid til vores velfærdssystem, at Hørsholm kommune ville træde hjælpende til. Det gjorde kommunen så ikke. Tværtimod følte vi os både ignoreret, svigtet og decideret modarbejdet. Fordi:

1. I over et 1/2 år fik Hanne tildelt kr. 366,- om ugen i sygedagpenge (hjemmegående husmødre eller medarbejdende husmødre var tilsyneladende ikke berettiget til mere).

2. Hørsholms lægefaglige konsulent fik gang på gang afvist Hannes førtidspension med begrundelsen “det fremgik ikke tydeligt nok af journalerne at Hannes sygdom var dødelig”. Lægefaglige konsulenter bruger tilsyneladende ikke selv tid på at ringe til sygehuse for at få den korrekte ordlyd.

3. Kort tid før Hanne døde, fik Hørsholm kommune inddraget min plejeorlov. Kommunen kontaktede min arbejdsgiver og fortalte, at man stoppede dags dato min plejeorlov. Hørsholm kommune fortalte endvidere min arbejdsgiver, at jeg ikke var i stand til at udføre sikkerhedsbetonet sikkerhedsarbejde (hvilket mit job som lokomotivfører indebærer). Så min arbejdsgiver måtte indstille sig på at udbetale mig sygedagpenge. Mit tilbud om at betale mine egne omkostninger, når Hanne var død, blev afvist.

At være pårørende på et hospital som aldrig skulle have haft lov til at modtage patienter
Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at et hospital kunne have SÅ lavt serviceniveau for dødsyge patienter. At Hanne skulle opleve så mange fejl og svigt, som vi gjorde. Hillerød hospital er åbenbart selv kommet frem til, at deres behandling af Hanne ikke var ok, fordi ellers havde det vel ikke været nødvendigt for dem at rette, ændre, redigere og fremstille falske mødenotater i Hannes journal. Enden på den historie kendes endnu ikke, men faktum er at regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen har Hannes sag liggende på sit bord.

”Verden bliver ikke ødelagt af dem, der begår onde gerninger. Men af dem der ser på og som ingenting gør.” (citat: Albert Einstein)

Eftersom at der bevisligt er blevet begået lovbrud (journalsvindlerier), vil det eneste forsvarlige så ikke være, at man laver en ny redegørelse af, hvad der skete på et hospital, som i kaos tiden 2012-2013 aldrig skulle have haft lov til at modtage patienter?

Har regionsrådsformanden mod til at handle? Eller vil hun lade stå til?

Skal der en politianmeldelse til?

Åbent brev til regionsrådsformanden

Efter artiklen om journalsvindel i Helsingør Dagblad, lørdag den 14. Januar 2017, skrev jeg en mail til regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen. Da hun endnu ikke har svaret, har jeg valgt at offentliggøre mailen her:

 

Kære Sophie Hæstorp Andersen

Hillerød sygehus fik før weekenden mulighed for at forsvare sig imod mine anklager om journal svindel i Helsingør dagblad. De svarede dagbladet følgende:

“Helsingør Dagblad har bedt Nordsjællands Hospital om en kommentar til Kim Kjellerups sag i Patientklagenævnet. Svaret til Helsingør Dagblad er, at fordi sagen stadig er under behandling, kan hospitalet ikke kommentere den. “

Hillerød sygehus gambler med patienter og retssikkerhed
I 2012 blokerede Hillerød sygehus for, at min uhelbredeligt syge kone, Hanne Kjellerup, kunne få en anden type medicin som var målrettet hendes type cancer (lungecancer med spredning til lever og lymfer).
 
Hvorfor vente på svar fra biopsin?
Kontaktlægens begrundelse var, at man havde valgt ikke at vente på resultat af en smertefuld leverbiopcin og havde succesfuldt fået stoppet yderligere udvikling af lungecanceren (vi fik aldrig oplyst resultat af leverbiopcin, hvilket var afgørende for ændring af fremtidig behandling).
 
Konsekvensen var en overset levercancer
Hanne døde i 2013 en meget smertefuld død som følge af at Hillerød først overså/ignorerede Hannes levercancer, og efterfølgende forsøgte at operere sig ud af deres fejltagelse ved en akut operation (akut operationen blev endda udsat flere gange på grund af manglende læger/operationsstuer).
 
En fejltagelse som forsøges skjules?
I 2013 har Hillerød sygehus efter Hannes død tilføjet urigtige oplysninger i Hannes journaler. De har udeladt væsentlige oplysninger, samt tilsyneladende redigeret så meget i Hannes journaler, at min dagbog fra den periode og Hannes journaler er som nat og dag.
 
I 2013 har Hillerød sygehus ligeledes tilføjet et falskt mødenotat (Hanne, min søn og jeg kunne beviseligt ikke have været til stede).
 
Dokumentationen taler sit eget sprog
På min hjemmeside www.detsygehus.dk kan man læse om:
 
1. Hannes groteske oplevelser, fejl og svigt som hun blev udsat for på grund af overbelægning, lægernes utilstrækkelighed, og manglende plejepersonale.
 
2. “Utilsigtet dødsfald” (var det pga. utilstrækkelig bemanding om natten?? Læs 13/05-2013), som bevirkede at ledende afdelingssygeplejerske ville smide mig ud dagen før Hannes overflytning til tildelt aflastningscenter. Jeg vil gætte på at årsagen var, at man ønskede at skrive i patientjournal: “Død af naturlige årsager”, hvilket jeg ville kunne bevidne ikke var tilfældet.
 
Mine oplevelser på Hillerød er desværre ikke enestående. Jeg har som reaktion på min hjemmeside fået flere henvendelser, bl.a. fra en denne kræftpatient, som kunne fortælle at:
 
“Jeg har kræft med spredning, og er kun stødt på en massiv mur hver gang jeg var til samtale med en af lægerne, jeg søgte hele tiden nye behandlinger kom med forskellige forslag men alt er blevet fejet væk og jeg føler mig nærmest som en pestilens når jeg er der… Nu har de opgivet mig, efter 3 forskellige slags kemobehandlinger og metastaser som kun vokser hele tiden, på trods af, at den første læge lovede mig, at kunne de ikke hjælpe mig så var der både udlandet og eksperimentel behandling som de kunne sende mig til, men da jeg så søgte om udlandet, fik jeg et STORT nej for nu troede man lige pludselig ikke på dem alligevel… (Selv Second opinion sagde nej). Nu har jeg været på Riget og fået taget biopsi af metastaserne for at se om der skulle være noget som var mere målrettet den kræftform jeg har. Hvorfor gør man ikke det fra start af, NEJ det gør man ikke for det koster for mange penge så hellere ligge ud med en overordnet behandling som måske slet ikke hjælper overhovedet, og kun svækker ens krop yderligere (hvilket det har gjort i mit tilfælde). Kan kun sige at man skal holde sig langt væk fra Hillerød hvis man får en kræftdiagnose. De er slet ikke gearet til at levere en ordentlig og individuel behandling, hvad der skal til hvis man vil gøre sig håb om at overleve den frygtelige sygdom.”
 
Hvor er retssikkerheden?
Patientklagenævnet har nu haft min sag liggende i 2 år uden at afgøre sagen.
 
Patienterstatningen har, uden at bruge mange ressourcer på, hvad der er hoved og hale i Hannes journaler, afvist min sag (jeg forstår ikke, hvordan en anden patients journal, som var ilagt forkert, kan komme med som begrundelse på min afvisning??) 
 
Jeg spørger nu dig, Sophie Hæstorp Andersen:
 
Hvad vil du gøre for at stoppe Hillerød sygehus journalsvindlerier?!
 
Hvad vil du gøre, for at stille de ansvarlige læger til regnskab for deres umenneskelige behandling af forsvarsløse, retsløse og uhelbredelige patienter?! 
 
Hvad vil du gøre for at stille ledelsen på Hillerød sygehus til regnskab for, at de i årevis har lukket øjnene for at hospitalet ikke var/er gearet til at modtage så mange patienter?!
 
 
Mvh Kim Kjellerup
 

Har Hillerød Sygehus begået “Det Perfekte Mord”?

Jeg har, efter at Kenneth, Martin og Mies mor, og min hustru, “fik lov” til at afgå ved døden, skrevet til Vibeke Storm Rasmussen, Astrid Kragh, Nick Hækkerup, Kristian Thulesen Dahl m.fl. Jeg har været i TV2 Lorry samt været interviewet i stor artikel i Helsingør Dagblad, hvor jeg har gjort opmærksom på de skandaløse forhold på Hillerød Sygehus – eller som jeg har døbt min hjemmeside: “Det Syge Hus”. 

Ingen har foretaget sig noget, hvilket jeg synes er uretfærdigt for alle de mennesker, som blev ofre for nedlæggelsen af Helsingør Sygehus og fik Hillerød Sygehus til at kollapse pga overbelægning, manglende personale med dertilhørende “utilsigtede hændelser” og “utilsigtede dødsfald”. 

Når man klager til patientombuddet over Hillerød Sygehus (skete i januar 2015), skal man samtidigt søge erstatning i patienterstatningen (skete i foråret 2016). Fordi hvis man ikke gør det, så forældes sagen i Patienterstatningen. 

Patientombuddet skrev i afgørelsen over min klage over Hannes læge, at lægegerningen havde været “under normal lægefaglig standard”. Patienterstatningen skrev, at sagen var forældet, så lægen var ikke erstatningsberettiget (erstatning var ikke mit formål). Lægen kunne ikke engang få en “næse” (dette var mit formål), fordi fristen på “næser” er to år. 

Jeg fik et chock, da jeg læste patientskadeerstatningens begrundelse for at afvise mine klager over Hillerød Sygehus. Der stod en afvisning med beskrivelser af forløbet, som jeg  ikke kunne genkende. Ved at kontakte min advokat fik jeg læst op, hvad overlæge på onkologisk havde skrevet i lægejournal den 8. november 2012 (læs 8. november, side 5), hvilket var oplysninger jeg slet ikke kunne genkende, når jeg sammenholdt min egen håndskrevne og meget detaljerede dagbog fra selvsamme dag. DERTIL læste han en journal op, der ikke var anført i min dagbog fra den 6. december 2012. 

I journalen stod der, at vores søn samt Hanne og jeg, med “en lang og grundig samtale” havde fået præciseret budskabet fra den 8. november 2012 og var indforstået med hendes svar. I den journal havde overlægen lavet 4 fejl, som kan læses her på Det Syge Hus (læs 6. december, side 2) 

Jeg kan ikke afgøre, om det vi oplevede på Hillerød var:

1: En “utilsigtet hændelse” 

2. Et “utilsigtede dødsfald”? 

3. “Det perfekte mord”?

Det prøver jeg til stadighed at finde svar på.

Fortsættelse følger i næste udgivelse…